Om skotten
Hvad spiser en skotte!
Der er mange forskellige meninger om hvad der er det bedste foder for en skotte, men et er helt sikkert - din skotte holder som du - af afvekslende kost.Her i huset fodrer vi med tørkost. hermed ikke sagt at vores skotter ikke får kød , kartofler og grøntsager - for det sker. Som "slik" sætter vore skotter pris på gulerødder og æbler.Vælger du fuldfoder, så sørg for at finde et lødigt af slagsen. Mens skotten er helt lille spiser den 3-4 gange i døgnet. Ved 16 leveuge 3 gange i døgnet og ved 20 leveuge kan man begynde at trappe ned til 2 gange i døgnet. Husk at en unghund befinder sig bedst med 2 måltider. Tørkost kan serveres opblødt og tørt - hvis hunden viser uvilje mod at spise det tørt, hældes med fordel en lille smule varmt vand over - så frigives der extra duft/lugt fra foderet.
Pelspleje
En skotte er en trimmerace - det betyder at du som ejer, må påregne at din hund skal trimmes mindst 4 gange årligt, også gerne oftere. De fleste opdrættere trimmer selv, eller kan henvise dig til en der kan skotte trim. Ellers er der muligheden, at lære det selv, det er nemlig en god måde at have et andet samvær med sin skotte, og det er ganske hyggeligt. Der afholdes i DTK racespecifikke kurser.
Hvorfor er det vigtigt at skotten trimmes!
Skottens pels består af et stridt lag overpels, som er smuds og vandafvisende. Herunder er der et lag underuld som virker isolerende imod såvel kulde som varme. Når skotten trimmes med passende mellemrum fælder den ikke, og pelsen udgør den perfekte beskyttelse for skotten. Hvis skottens stride overpels klippes, ødelægges pelsen, årsagen er at hårstrået er tyndest ved hårsækken og tykkest længst væk fra huden. Når pelsen klippes fremkommer således en tynd, blød og plusket pels som hverken isolerer eller er beskyttende mod vand og snavs.
Der går MEGET lang tid efter en sådan klipning før det er muligt at trimme skotten rigtigt igen - og dermed skabe en god pels - så LAD VÆRE MED AT KLIPPE skotten
Skitse af skotte
Det er en skrøne at det er synd for skotten at blive trimmet! Når man trimmer hiver man døde hår ud - de sidder løst, og det gør derfor ikke ondt. Skotterne nyder at blive ordnet. Du bør børste din skotte mindst 2 gange ugentligt og gerne dagligt, for at holde dens pels i orden og uden filter. Lærer skotten fra hvalp, at dette er noget rart og hyggeligt, bliver alt meget nemmere når den vokser op og skal børstes oftere.
Skal min skotte vaskes!
Alt med måde - skotten tager ingen skade af at blive vasket eller blot skyllet, husk, ved vask, blot at anvende en terriershampoo til ryggen (den stride pels). Skørterne kan vaskes med en anden shampoo - der findes mange gode produkter. For at lukke pelsen i skørtet efter vask, og for at gøre den nemmere at børste anvender jeg balsam - også her er det en smagssag hvilken man finder bedst. Anvend pelsplejemidler der er beregnet til terrier, da disses pH - værdi og beskaffenhed er afstemt efter terriers pels og hud.
Efter vask føntørres skotten, så dens pels ikke krøller og så den ikke bliver forkølet. For at pleje skørterne yderligere kan anvendes en "leave on" conditio-ner i spray form - den kan også anvendes i tør pels.
En ren og vellugtende skotte er en mere behagelig sofa og sengekammerat.
Anden soignering
Udover ovenstående skal du jævnligt få klippet negle, renset ører og børstet tænder på din skotte. Neglene klippes så de ikke generer hunden. Ørerne renses for ørevoks og snavs - og checkes for evt ørermider. Har din hund mange hår i ørerne kan disse fjernes ved hjælp af en pean (hives ud). Der er idag på markedet et produkt "plaque off" der nedsætter dannelse af tandsten, dog er det godt at børste tænder med et hundetandpasta jævnligt.
Lidt førstehjælp!
Jeg har altid Zoolac i huset i tilfælde af at mine skotter får diarre, dette er receptfrit og kan købes på apoteket. Et "safecard" til at fjerne tæger - ligger altid i min pung sammen med desinficerende servietter. Begge dele kan købes på apoteket.En let øjenbetænselse kan klares med at bade øjne i koldt Kamille-the eller isotonisk natriumklorid opløsning (NaCl 0,9%). Et termometer - i tilfælde af sygdom - dyrlægen vil som regel gerne vide om hunden har temperaturforhøjelse. Hvis din hund har smerter så henvend sig til dyrlægen - al medicin der gives til hunde skal være specielt . Vær opmærksom på at hunde ikke tåler PARACETAMOL.